Luk Turguiden

Butikken

Butikkens personale er gæsternes første møde med Ribe VikingeCenter. Det er her, gæsterne køber deres entrébilletter og informeres om dagens oplevelser. Butikken tilbyder også et udvalg af brugskunst, smykker, strikvarer, bøger, legetøj, delikatesser m.m. Som elev i butikken, skal du være med til at betjene gæsterne; prismærke og opfylde varer; holde butik, lager og toiletområdet rent og rydeligt. I højsæsonen er tempoet højt, og du vil møde mennesker fra hele verden. 

Storgården år 980

Som elev på Storgården skal du være med til at passe et lille vikingelandbrug, vise og fortælle gæsterne om de daglige opgaver.Dyrene skal fodres og vænnes til at være blandt gæsterne, studene skal oplæres til at trække en vogn osv. På marken og i haven dyrkes der grøntsager og urter, som bruges til madlavning i vikingehusene. Vi vedligeholder gårdens bygninger og værktøj, og nogle dage arbejder vi i smedjen, som man gjorde det for 1000 år siden.

Buebanen

På buebanen har vi rigtig meget kontakt med gæsterne. Vi skal være gode bueskyttere og instruktører, for det er hos os at gæsterne selv kan prøve at skyde med langbue. Hver dag har vi også krigertræning for børn, og falkoneren giver opvisninger med rovfuglene. Vi reparerer ringbrynjer og våben; holder pladsen rydelig; sørger for at interesserede gæster får lov at prøve vikingehjelm og brynje.

Vikingebyen år 825

I vikingebyen er Snittehuset centrum for tømrer- og snedkerarbejde samt snitteaktivitet for publikum. Tinghuset er base for prøv-selv aktiviteter for gæsterne, bl.a. prøv at være viking, brødbagning og vikingelege. Som elev i vikingebyen skal du være med til at hjælpe og instruere gæsterne, vise og fortælle dem om livet i byen for 1200 år siden. Vi passer også urtehaverne og sørger for, at der er tændt lys og gjort hyggeligt i byhusene.

Markedspladsen år 710

På Markedspladsen kan du komme til at arbejde hos glasperlemageren, sølvsmeden, sortsmeden og eventuelt trædrejeren. Vi arbejder alle med historisk værktøj, viser og fortæller gæsterne om, hvor dygtige håndværkere vikingerne faktisk var. Vi sælger vores perler, smykker og smedeting fra boderne, og i højsæsonen får vi selskab af mange danske og udenlandske håndværkere. Så bliver du virkelig del af et internationalt miljø!

Køkken og café

Her bliver du del af et stærkt team, der hver dag sørger for gode, sunde og velsmagende måltider til elever, medarbejdere, frivillige vikinger og gæster. Du skal være med til at passe caféen, dvs. du skal servicere gæsterne, betjene kassen, anrette mad, servere, rydde af m.m. Vores café har opnået en elite-smiley, og den skal du være med til at værne om. Derfor skal hygiejne og håndtering af maden altid være i fokus.

Kom ud og få en rundvisning

Lyst til at blive elev på Produktionsskolen Lustrupholm?

Ring og aftal et møde med os. Vi vil meget gerne vise dig skolen og værkstedslinjerne, og du er velkommen til at tage dine forældre med.

Læs om værkstedslinjerne Eller Sådan bliver du elev

Vis billede